Feng Shui ændringer behøver ikke omfatte hele huset for at have stor effekt. Hoveddøren og entreen er et godt sted at starte, hvis du vil give hele din bolig et Feng Shui energiløft.

Du kender det sikkert godt. Du går ind og ud af din hoveddør flere gange daglig, men du SER måske ikke helt, hvornår døren trænger til maling, navneskiltet har fået pletter eller ukrudtet er blevet lidt langt mellem fliserne.

Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg ser ikke altid lige de små ting, som trænger til min opmærksomhed, når jeg er fokuseret på dagens udfordringer. Jeg går bare forbi.

Langsomt men sikkert begynder området at kalde på noget ny, frisk energi, – en opstrammer, lidt småændringer, nye planter, hovedrengøring, nye farver.

Besøg dig selv for første gang

Ind imellem er det en rigtig god ide lige at stoppe og og kigge på sin indgang. Forestil dig, at du er en gæst som kommer på besøg hos dig for første gang. Hvad ser hun? Hvilket indtryk får hun af dig, af jer som bor der?

Jeg lavede den lille øvelse her i foråret, og det var noget af en øjenåbner. Jeg havde ganske enkelt glemt at Feng Shui´e min egen indgang siden vi vendte hjem fra vores 3 år på Anholt, i sommeren 2016. Vi kom tilbage til et tomt hus og en have, hvor ukrudtet stod højt over alt, – også ved indgangen til huset.

Den sommer havde jeg nok at gøre med at få det høje ukrudt væk, og så gik tiden ellers med at tage os af de mest trængende opgaver på matriklen.

En fugtig sommer og tiden, som gik

Feng Shui ved hoveddør

Sidste sommer gik lidt på samme måde, og så regnede det også rigtig meget. Jeg fik dog malet hoveddøren i vores standard træværk farve, da jeg alligevel var i gang med plankeværk, gavl og andre småting.  Døren blev malet i hast – da den bare trængte, og jeg havde ikke mere af den gamle røde farve. Jeg vidste godt, at huset kaldte på en ny farve til hoveddøren, og jeg vidste også, at det var en lys blå/turkis, men jeg fandt den ikke i 2017.

Jeg nåede heller ikke lige til lampen, som var træt, og jeg fik heller ikke sat navne på de tomme skilte. Og så var der lige den med ukrudtet på stien og algerne på vandstenen, som havde rigtig meget fart på i den våde sommer.

Det er måske mindre ting, men til sammen gjorde det mig lidt tung og trist. Jeg ved, at vores smukke hus trænger til det der Feng Shui energiløft, men det må vente en omgang……

Indgang før Feng Shui energiløft og hoveddør har fået hurtig maling

NU ER DET NU – Feng Shui energiløft

I år prioriterede jeg vores indgang. Endelig var det tid.

Faktisk passer det så smukt med, at de her to år er gået med at lande igen i det jyske, genfinde vores rødder og glæden ved at bo på landet, med jord under neglene og langt til naboerne. Det har taget mig to år at komme ind til det nye, som vil vokse i mit liv. Jeg har haft brug for den her tid til at vende mig indad og mærke efter, og til at komme tilbage til mit Feng Shui og naturlig hverdag fokus, som jeg kom væk fra for nogle år siden (da jeg blev webdesigner og vi derefter flyttede til en ø).

Et Feng Shui energiløft til hoveddør og indgang giver frisk energi til hele boligen. Den måde, energien kommer ind i et hjem er super vigtigt, ligesom et førstehåndsindtryk.

Indgang efter Feng Shui

Vores nye indgang – blå toner, flow og lethed.

Her kan du se min egen hoveddør før og efter sommerens Feng Shui energiløft.

Den nye lyse turkisblå farve er valgt ud fra ønsket om flow, og fordi vi savner havet, som vi har boet så tæt på i årene på Anholt.

Lampen er skiftet ud (det var ikke dyrt og tog ikke lang tid – hurra). Jeg har designet et nyt skilt med Joyful Living logoet og min elskede orange tone. Yeah.

Lidt nye planter og detaljer er tilføjet, og vores indgang har fuldstændig ændret karakter. Det føles skønt. Som at komme hjem på ny, nu med begge ben plantet i mulden og klar til at favne det nye, som flyder min vej.

Feng Shui ideer til din indgang og hoveddør

Vil du selv i gang med at give dit hjem et Feng Shui energiløft?

Så start ved indgangen. Den er som munden i din bolig, det er her, energien kommer ind, og herfra den fordeles til dine rum.

Lav den lille øvelse, jeg nævnte ovenfor hvor du forestiller dig, at du besøger dig selv for første gang.

  • Hvad lægger du først mærke til, når du nærmer dig huset, opgangen eller indgangen?
  • Hvordan er stemningen? Let? Rodet? Hyggelig? Imødekommende? Urolig? Forvirret?
  • Kan man tydeligt se, hvor man skal gå ind?
  • Bruger du normalt bagdøren og glemmer hoveddøren? (det er ikke optimalt hvis du aldrig bruger husets hoveddør).
  • Er der lys ved indgangen?
  • Kan man finde en ringklokke?
  • Hvilken personlighed har stedet?
  • Ville du føle dig vel mødt, hvis du kom er første gang?

Ofte skal det ikke så meget til for at vende energien, ændre stemningen og åbne for strømmen af gode ting. Måske skal du bare flytte rundt på en krukke, eller plante noget som trives. Eller måske du får lyst til at sætte nyt skilt op eller male døren, som jeg har gjort – men det er slet ikke sikkert, at det er nødvendigt.

Brug din fantasi, Hvad har du lyst til at man skal føle og mærke, når man besøger dig? Prøv at finde elementer, som giver den følelse.