Arkiv for kategorien ‘Dagligdagen’

Friskplukkede ribs, hindbær, blåbær fra fryseren og bananer i bidder.

En stor håndfuld hakkede mandler, hasselnødder og valnødder, som har stået i blød i vand natten over.

Lidt reven ingefær.

En lille håndfuld rosiner.

Bær og nødder er himmelsk sommer power rawfood morgenmad.

Prøv det! Du kan bruge alle slags bær, friske eller frosne. Kan også laves med ferskner, nektariner, kiwi, æbler – eller hvad med lidt melon?

Mandler og nødder indeholder masser af protein og calcium og sundt fedtstof. Når de står i blød er de lette at omsætte for kroppen og de bliver fyldt med livskraft.

Jeg syns det er det bedste mad som findes. Lige fra moder natur til alle mine celler. Livsglæde til hele formiddagen.

Jubii, nu kan jeg igen lave min egen bodylotion med alle de gode, naturlige ingredienser og udtræk fra blomsterne i haven, den hemmelige ingrediens er lydhealet vand, det er kærlighed til hele kroppen.

Sådan skrev jeg på Facebook for et par dage siden. Flere har spurgt mig hvad lydhealet vand er, det er vand som er programmeret med harmonisk sang og musik og som derfor er super godt at bruge i produkter til kropspleje.

Læs mere om lydhealet vand, som jeg også bruger til vore room sprays her.

Heidi spørger mig også, om man kan bruge blomsterne fra hybenbusken – dem som vokser ved stranden – til bodyscrub og olie.

Jeg har selv plantet hybenbuske i haven for at have let adgang til både roserne og hybenfrugt, som er fyldt med god smag og c-vitamin.


Rosenvand af friskplukkede hybenroser og buskroser

Her er blomsterblade fra hybenroser og min vidunderligt duftende, lyserøde buskrose, lagt i vand.


Sådan bruger jeg rosenblade

Jeg plejer at plukke blomsterne tidligt om morgenen eller om formiddagen, hvor duften er stærkest, når jeg bruger dem til udtræk.

Du kan lave rosenvand ved ganske enkelt at fylde et glas med de smukke blade og fylde op med destilleret vand, eller healet eller velsignet vand, hvis du har det. Stilles i køleskab et par dage og sis. Vandet holder sig et par uger uden konservering og kan bruges i cremer og lotions.

Du kan også lave udtræk i finsprit eller tinktur med alkohol. Det giver ikke samme duft men holder sig til gengæld længe. Essensen fra roserne bevares i spritten og kan røres op i en creme.

Ægte rosenolie er svære at lave selv, det er en lang proces og man skal bruge tre millioner roser til en liter ægte rosenolie.

Du kan lave en svagere opløsning ved at klippe blomsterne i stykker og overhælde dem med mandelolie. Glasset skal være brunt eller ugennemsigtigt og skal stå varmt, gerne i solen, i et par uger. Gentag processen hvis olien skal være stærkere.

Body scrub laves ved at tilsætte rosenolien til bade- eller peelingsalt.


Så er vi klar til det med æggene

Vi har fået den velkendte gokken og kaglen tilbage i vores have.

Da ungene var små havde vi masser af dyr. Folk i byen kaldte vores sted for “farmen”. Selv om vi bare har et almindeligt hus med en stor have.

Geder, kaniner, katte, høns og siden også hunde. Det var en skøn og hyggelig og nær tid med småbørn og dyr og prioritet af de nære ting.

Siden er der blevet luget ud i bestanden. Vi fik travl med karriere og udadvendthed og syns ikke der var tid…..

Det var et forsøg, men vi har opdaget at vi tilsidesatte nogle vigtige elementer som ellers gav os ro, sammenhæng og mening i hverdagslivet. Tid til at nyde haven og det nære og tid til reflektion og væren og ro, sådan på den helt enkle måde.

Karriere og selvstændig virksomhed skal jo netop have balance gennem nærvær med det, som er lige her omkring os. Naturen og dyrene og livets fundamentale rytme.

Lørdag blev hønsehuset (næsten) færdigt. Søndag morgen fandt vi vores flok på DBA, seks etårige bruen italienere med hane, et super godt køb, vores nye hønseflok blev straks bragt hjem.

Vores drenge, som nu er 10 og 12 år gamle og elsker deres computer og playstation, har taget vel imod flokken og nyder de fjerklædte venner, de har endda navngivet hanen Tom og vil tilgive ham hans ihærdige kykkelikyy udenfor vinduene tidligt om morgenen.

Hundene syns de er meget interessante og giver dem masser af opmærksomhed. Men de slapper heldigvis hurtigt af med situationen og jeg regner med at integrationen kommer til at forløbe fredeligt når bare vi lader dem vænne sig til hinanden, blander os så lidt som muligt og ellers bare er opmærksomme og rolige.

Der findes nok ikke noget så beroligende og trygt som lyden af hønsenes kaglen. Mennesker har levet sammen med høns i tusindvis af år, de giver os mad og dyrebar gødning til haven og så er de genbrugs-eksperter og omsætter den mad vi ellers ikke spiser.

Dyr er en vigtig og uundværlig del af vores liv. Det er en vidunderlig lyd at vågne op til, gokken og kaglen og hanens kække kykkelikyyyyy.

Nu har jeg endnu mere lyst til at være i haven og nyde blomster, frugter og hjemmedyrket salat, krydderurter, tomater og agurker, rødbeder, løg og porrer, vandet og vinden og solen og jorden.

Tak til min søde mand som elsker dyr højt og som også kan bygge et hønsehus, fange en undsluppen høne og grave hegnet ned.

Hønsehuset er specialdesignet og 100% rævesikkert

Min morgenyoga er et uundværligt punkt på dagsordenen. Yoga giver mig kontakt til min krop, så jeg kan mærke livet strømme i hele systemet.

Når jeg glemmer det, udsætter det eller bare ikke giver mig selv de 20 minutter, bliver min dag bare ikke det samme. Yogaen giver mig flow, kontakt til mig selv, indre ro og bare almindeligt velvære.

Det bedste er, at før yogaen tager jeg en gåtur ud over markerne sammen med mine  hunde. Det giver et andet uvurderligt tilskud til min dag:

Bevægelse, rytme, umiddelbarhed gennem hundenes leg og ikke mindst den daglige kontakt med vejret, græsset, jorden, himlen og fuglene.



Rapsmarken i blomst

Rapsen blomstrer nu - et overvældende smukt syn med en vidunderlig duft. Oplevelsen fylder min dag med skønhed lige fra morgenstunden.



Det er mit største og første prioritet at holde kontakten til mig selv. Til min krop, til mine følelser, til mine længsler og drømme og til det, som sker i min sjæl lige her og nu. Når jeg holder kontakten ved lige ved at prioritere mine behov for velvære og natur, er det langt lettere at mærke retningen, glæden, hjertet og det, som er min egen sandhed.

Mine opgaver bliver løst med lethed, ideerne strømmer ind og resultaterne er til glæde og gavn for både mig selv og de mennesker, jeg har kontakt med.

Hvordan holder du dig i kontakt med din indre visdom?

Hvad giver dig glæde og mening i din dag?

I dag skulle jeg på konference i mit netværk. Et møde som mange har lagt en masse energi i at sætte i gang og hvor flere af mine tætte relationer i netværket er med. Jeg var oven i købet booket til en lille workshop i samarbejde med en kollega.

Men i mellemtiden har min mand fået job og kommer først hjem klokken 17 hver dag. Han startede i mandags og er mægtig træt og overvældet efter de 3 første dage.

Jeg var i København hele mandagen også, noget som jeg valgte til fordi jeg har brug for ny inspiration. Drengene klarede sig selv om eftermiddagen. Den yngste kommer hjem klokken 13, og alt gik fint, selv om det er uvant. Men to gange på samme uge er meget alenehed – selv om det også  er en god udfordring.

Et arrangement på skolen i eftermiddag er planlagt længe efter min netværksdag kom i kalenderen. Den slags er uheldigt, jeg bliver splittet, hvad skal jeg prioritere? Ok, tænkte at Torben kunne tage med på skolen, men hans job har taget pusten fra ham.

Den yngste var til fødseldag i går og kom kold og våd hjem og insisterede på at komme i seng før 7. Meget uvant og alarmerende, kan let være starten på en række sygedage.

Skal jeg tage afsted fra alt det og risikere at han er syg? Vi har ingen backup i nærheden. Skal jeg droppe skolearrangementet og se mine drenge være kede af at undvære mig, min mand være så træt at han har svært ved nærvær?

Jeg har valgt min familie i dag. Med fare for at blive kaldt overbeskyttende og ligne en, som bare ofrer sig for andre. Selv om det er in at være super travl og business-agtig og sætte arbejdet før alt andet.

Men jeg vil bare have det rigtig dårligt med at sidde i Kerteminde og vide, at min søn er syg og har brug for nærvær og at vide at den ældste holder sine følelser inde og klarer skolearrangementet, selv om han er ked af, at hans mor ikke kunne være der og se det projekt, han er en del af.

Det er også at vælge mig selv til. Mit hjerte er her hos mine nærmeste.

Kender du det? Nogle dage er det bare svært at få tankerne til at fokusere på det som er dagens opgave. Sådan har jeg det i dag. Der er noget som tager mit fokus, det føles som om alting går lidt langsomt.

Jeg har det tit sådan efter et par dage med intenst fokus på et projekt. I virkeligheden er min energi nok bare mere til en tur i den friske luft eller bare en pause, hvor jeg får ladet op og finder mit eget flow igen.

Finder noget som giver mig energi. Det mest nærliggende er at mærke kroppen gennem åndedrættet. Bare sidde stille lidt og lade det hele være.

Finde ind til det indre legebarn som er lykkelig for de enkle ting, for en smuk krystal og en sød fe i vindueskarmen.

Så kommer det. Har brug for at lave noget sjovt, noget med kroppen. Posten har lige afleveret en pakke med Zumba danse-workout DVD´er, det er vist svaret for nu.

Mette Holbæk skriver om mig på sin blog. Jeg er meget beæret :-) Det handler om markedsføring og portrætfotos

Læs her hvad Mette skriver

Det er let nok at være positiv når solen skinner og vejen er åben.

I dag startede skolen igen efter vinterferien. Mine to drenge på 10 og 12 har tilbragt meget af ugen foran computeren, den store har gang i en masse online fællesskab og den yngste har sparet sammen til en psp, som han så endelig fik torsdag. Sneen har sat sit præg på ugen. Vi bor på landet og har 300 m grusvej som er vores egen – hvilket betyder, at vi nogle gange ikke kan komme så langt i bil når det sner…. og det har sneet en del her på det sidste.

Vi har normalt nogle skønne ture med hundene ud på den anden side, ud over markerne, to gange om dagen, og det er min daglige motion og mentale åndehul hvor tankerne vandrer og kroppen får ilt og lys. Det er på de ture jeg får mange af mine gode ideer og erkendelser. Det med turene er også blevet noget småt med sneen, her de sidste dage har det været vældig svært at gå i den dybe sne og turene har været kortere end de plejer.

Jeg havde virkelig set frem til i dag. Havde hørt om tøvejr og trængte til bare at fokusere på mit arbejde og få fred i hovedet ovenpå den ferie, som nok har været hyggelig, men også udfordrende. Jeg kan godt lide at arbejde og har brug for meget luft og rum omkring mig, for at finde ind til mit flow og lytte til det, der vil igennem mig.

I morges klokken 5.45 stod vi så op. Kiggede ud i mørket og så SNEEN. Igen. Ok, det sner igen, men so what, drengene skal i skole og selvfølgelig kan vi da køre dem ned til bussen, det har vi da kunnet næsten hver dag de sidste 2 måneder med vintervejr.

Torben kører den store til bussen, klokken 7.00 siger vi farvel og hav en god dag. Drengen glæder sig til at se sine venner og vi voksne ser frem til at tage fat på det, som har ventet hele ugen. 5 minutter senere kommer de ind igen.

Bilen sidder fast nede i svinget, de er kun nået 50 meter. Torben går ud med skovlen og regner med hurtigt at grave bilen fri, og så må ungerne ellers gå ned til bussen. Men det tager tid at grave – 1½ time faktisk – og vi opgiver at sende drengene i skole, for det sner rigtig meget og vi vil jo også gerne have dem hjem igen…….

Jeg kan mærke panikken. Her er det altså svært at bevare den gode, sunde optimisme. Jeg skal skrive nyhedsbrev, har det hele parat og er klar, skal bare lige have ro…. ok, de er hjemme, det er søde drenge og de kan sagtens passe sig selv. Men det er altså bare ikke det samme, de trænger også til at komme i gang og lege og opleve noget andet end den hjemlige hygge.

Nyhedsbrevet bliver skrevet, jeg laver det om flere gange, browseren lukker uventet og alt forsvinder, jeg skriver igen. Til lyden af Monty Python i baggrunden, jeg bruger al min fokuseringsevne og får lavet et ok nyhedsbrev. Men jeg har en nagende fornemmelse af panik inde i maven – det der med at være positiv er bare nogle gange en stor, stor udfordring. Har lyst til at skælde ud, råbe, græde, tage hjemmefra, bare komme ud af al den sne og gå en tur ud over stepperne med hunden og høre fuglesang, dufte græsset og jorden, hilse på blomsterne og nyde den blide vind og solen på mit ansigt.

Men det sner bare. Igen. Ved godt, at det ikke nytter noget at skælde ud og brokke mig over sneen. Det giver ikke mening, den er der jo bare. Går stille omkring i huset og lader panikken være i kroppen, mærker det bare og gør det, der nu skal gøres. Bager boller, ordner vasketøjet, sludrer med drengene og går lidt ud med hundene. Nej, det nytter ikke at skælde ud, men det hjælper at lade følelsen være der, bare rumme den.

Foråret kommer, det ved jeg. Alt er som det skal være, jeg har glæden ved sunde og raske og søde børn som godt kan bære en ekstra fridag (smil), og som er gode ved hinanden og kan gå ud i al den dumme, kolde og våde sne og hygge sig sammen.

Det er let at være glad, når solen skinner

Det er ok at være lettere desperat, når vinteren lukker mig inde og spærrer min vej

Det er i orden at føle panik og vrede og magtesløshed ind imellem- og jeg ved også, at følelserne ikke er virkelige, de er bare energi i min krop, som trænger til at blive brugt, som kan forvandles til kreative linjer på en blog og længslen efter foråret kan blive til en stille rislen af energi i min krop.

All is well.

I den her tid sker der mange forandringer og Torben og jeg har gang i en masse sammen omkring musikken, som skal ud i verden. Samtidig er er også mit webdesign, Feng Shui, blog, nyhedsbreve og en masse networking at forholde sig til.

For at bevare overblikket og have lidt tjek på opgaver, mål og visioner på millionøsevejen har jeg udstyret spisestuen med et whiteboard, hvor jeg så fortrøstningsfuldt havde skrevet vores mål, som er det vi navigerer efter hver dag. Nyt hus nær havet med plads til musikstudie og teenagere, god skole, skøn natur osv.

Under de store mål og visioner havde jeg skrevet mine bud på, hvilke delmål der så relevante ud; kreere flow i Feng Shui webdesign butikken, promote Torben i DK og udland, ny cd med saxofonmusik, Feng Shui til ejendomsmarkedet, kontakt til gode skoler osv.

Sidste liste var også lang: Alle de små skridt på vejen, som at kontakte steder og arrangere koncerter, lave hjemmesider, skrive nyhedsbrev, købe videokamera, sælge cd til butikker osv.

Alt i alt var der temmelig mange ord på den tavle. Jeg kiggede på den daglig, Torben kiggede på den ind imellem og vores drenge læste det hele og havde vel deres egne tanker om de voksnes travlhed og mange planer.

Så enkelt kan det gøres

Så enkelt kan det gøres

Meningen var god nok. Jeg syns det var godt med et overblik, så vi husker alle de små ting, som skal gøres og samtidig holder os målet for øje. Men der var også et eller andet, som ikke var så tiltrækkende ved det. Især alle delmålene var faktisk mere med til at låse bevidstheden fast i en bestemt retning i stedet for at lade livet og helheden vise os vejen til opfyldelsen af vores dybere ønsker.

Måske er der andre veje til Rom. Måske Rom ligger et andet sted, eller en anden by har et endnu bedre bud på det, vi virkelig har lyst til. Eller der kan opstå helt nye forbindeler og eventyr undervejs, som vi ikke opdager fordi der er så meget på tavlen at forholde sig til hele tiden.

Så nu har jeg visket tavlen ren og tegnet det største overordnede ønske ind. Bag alle planerne og ønskerne er der noget, som er grundlæggende og absolut væsentligt. Det er kærligheden. Ikke bare mellem os, men også kærlighed til livet, til de små ting, til dagligdagens gøremål, til naturen og dyrene, til de ting, vi beskæftiger os med. Uden hjertet bliver planerne meningsløse, visionerne blegner og dagligdagen bliver farveløs. For mig er kærlighed en tilstand af nærvær og plads inden i, hvor de skønne ting i livet findes.

Jeg tegnede et stort hjerte på vores tavle i stedet for alle ordene. Forandringen blev straks bemærket af vores drenge og hjertet fik øjne, smilende mund og jord at vokse i. Thomas på 12 kom med sin dejlige visdom: “Det er da også meget vigtigere end alt det andet”.

Hjertet får sikkert følgeskab af et par ord, som kan hjælpe os med at holde den større vision. Men vejen til målet må være op til universets visdom og livets mangfoldighed. Jeg skal bare tage en dag ad gangen – og give plads til det, som er vigtigst.

Sunny days are golden this time of year – thank you mother earth for your wonders

Nyhedsbrev
Tilmeld dig her og få mine inspirerende nyhedsbreve lige i din inboks

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Besøg butikken