Arkiv for kategorien ‘Bolig’
Nu har jeg skrevet om vores nye døre flere gange. Men hvad er det med de døre? Hvorfor syns jeg det er så fantastisk?
En dør er en overgang mellem to verdener. Når du går ud af din hoveddør går du fra hjemmets trygge verden og ud i det offentlige rum. Måske skal du lige igennem din forhave, men denne er tit også synlig fra vejen og dermed delvis offentlig. Derfor er hoveddøren også meget vigtig i Feng Shui og du skal helst bruge den hver dag.
Døre mellem rum i huset adskiller også forskellige energier, funktioner og stemninger. For en teenager er døren til værelset nok den vigtigste dør i hverdagen. For forældrene kan det være døren til soveværelset, hvor der er et rum til det helt nære forhold.
I det indre symboliserer døre også overgange. Tænk på døren i eventyret om heksen og garderobeskabet, hvor børnene træder ind i den fortryllede verden. Indre døre kan også være overgange til nye tilstande, nye erfaringer eller indvielser på det spirituelle plan.
I mit liv symboliserer den nye hoveddør starten på en mere udadvendt periode. De sidste 12 år har jeg været meget fokuseret på børnene og på at bygge vores hus om, så rammerne giver os det bedste udgangspunkt i hverdagen.
Nu er ungerne ved at være store og jeg er klar til at åbne døren for nye udfordringer, både i min karriere og personligt. Torben skal også i gang med en ny epoke og starter på meritlæreruddannelsen i næste uge.
Så døren er ikke bare en dør, det er symbol på overgangen til et mere udadvendt liv.
Vi får også den helt nye terrassedør så vi kan gå direkte ud under pergolaen. Denne dør giver nem adgang til haven, til naturen og til den friske luft. Den bliver også et udkigssted fra køkkenet om vinteren og et sted jeg kan hænge lamper, krukker og fuglefoder i hele den mørke tid. Så denne dør giver glæde hver eneste dag hele året. Skønt. En dør ud til min elskede have.

Den her dør har siddet i huset i mange, mange år. Nu bliver den skiftet ud - og næste år får huset også en ny farve, som matcher.
Vores nye døre er ankommet. Med de gammeldags brede sprosser, der var ikke noget at gøre ved min fejltagelse ved bestillingen. Men altså, det går nok og de er flotte og jeg GLÆDER MIG til at Torben skal sætte dem i, forhåbentlig i næste uge.
Lige nu maler jeg dem. Maler og maler og maler, 2o sprosser på hver terrassedør og så lige hoveddøren. Det tager en hel dag at male dem to gange, det skal have fire gange i alt inkl. grunder og der er jo lige to sider på hver del.
Jeg kan heldigvis godt lide at male. Og vil ikke gå på kompromis og købe dem færdigmalede, kvaliteten vil sikkert ikke være god nok og farvene ikke de rigtige. Jeg bruger altid den bedste maling……….. her skal der ikke spares.
Hoveddøren bliver rød, rødt giver aktivitet og energi og rødt byder velkommen med varme. Vi bor på landet for enden af en blind vej, og den røde farve skal hjælpe os med at få gang i forbindelsen med verden, tiltrække gode muligheder, forbindelser og oplevelser.

Hurra for vores store partytelt - det kan nemlig bruges når jeg maler døre, så regnbygerne ikke ødelægger det hele.
Jeg har lavet en STOR fejl.
Noget jeg ellers ikke plejer. Har handlet på nettet hundredevis af gange og det er altid gået godt.
Fejl er ikke noget, jeg plejer at tillade mig selv at lave. Er opdraget til at skulle være perfekt på alle måder og fejl blev betragtet som svaghed og var absolut et forkert personlighedstræk og noget, vi som børn hurtigt lærte at benægte, lyve om eller give andre skylden for.
Nå, men jeg skulle bestille en ny hoveddør samt en terrassedør. Noget vi har ønsket os i flere år og som nu endelig bliver til virkelighed. Terrassedøren er en helt ny udgang, der hvor der lige nu er et vindue, og døren kommer til at give direkte adgang fra spisestuen til vores sydvendte terrasse med en helt ny pergola.
Jeg glæder mig som et lille barn til at få den dør i.

Tererassedøren skal være her i stedet for vinduet. Pergolaen mangler stadig et lag hvide lægter øverst, så planterne kan dække loftet og skabe en skøn, grøn oase til os.
Døren skal have små ruder med smalle sprosser som passer til resten af vores skønne, gamle hus. Bestillingen er godkendt af os fra leverandøren for nogle uger siden.
Vi har før købt vinduer fra denne leverandør, med smalle sprosser. På en eller anden måde har jeg ikke opdaget, at der var et sted i bestillingsformularen, hvor jeg skulle specificere det med sprosserne.
Det gik op for mig her i weekenden, at der måske var noget galt. Mærkeligt, for jeg plejer at have en god fornemmelse for om tingene er i orden.
Men ak, ordren er allerede sat i produktion og jeg kan ikke ændre på det med sprosserne. Min reaktion: Det kan ikke passe – vrede – frustration – prøver at finde fejlen uden for mig selv. Derefter bliver jeg super ked af det og går og sørger nogle timer. Prøver at finde løsninger. Skælder mig selv ud, skælder leverandøren ud, skælder Torben ud. Inde i mig selv.
Det går op for mig, at jeg kigger ind i en af de mest forkerte ting i mig selv – jeg har lavet en fejl, en stor og katastrofal en af slagsen. Jeg skælder ud på mig selv og belærer mig selv, lige som mine forældre plejede at gøre i sådan en situation. Jeg prøver automatisk at skyde skylden på andre i stedet for selv at tage ansvar.
Stopper op, sætter mig i haven, lukker øjnene og mærker, hvor ked jeg er af det her. Snakker med mit indre barn. Jeg mærker at det skal være slut med at skælde ud på hende. Hvad har hun brug for? Hun har brug for at blive omfavnet og forstået og tilgivet.
Jeg giver hende et kram og fortæller hende, at jeg elsker hende og at det er ok med fejlen, jeg ved jo at hun gør sit bedste. Så mærker jeg et nærvær sammen med mig der i haven, og jeg ser og fornemmer en stor, lyserød, kærlig energi, som omslutter os. Jeg bekræfter igen for mit indre barn at jeg altid er der for hende og at jeg er hendes ven.
Min vrede og den stor følelse af at være ked af det og forladt forsvinder som dug for solen. Resten af dagen har jeg det fint. Der er sket et stort skift inde i mig. Jeg har accepteret mig selv med fejl og mangler, tilgivet en stor, stor brøler. Mit mål er at føle glæde og kærlighed og at den kærlige, livsglade, magiske, viise og sjove lille pige, som bor i mit hjerte, bliver mere og mere tryg og glad, så vi sammen kan nyde det her liv.
Døren er stadig i produktion med de forkerte sprosser. Men jeg har tillid til, at der kommer en løsning på dette. Det er mindre væsentligt nu, jeg er kommet et stort skridt videre og accepterer helt dybt ind, at jeg nogle gange kan tage fejl eller overse noget vigtigt.
Helt praktisk tager jeg også fat i leverandøren, som godt kunne skrive mere tydeligt på ordrebekræftelsen at man skal vælge sprosser.
Den helt rigtige løsning vil dukke op. Mit vigtigste mål er glæde, kærlighed og accept og healing af det indre barn, så kommer resten som regel af sig selv.

